Startside Op Baggrund Kilder

 

Startside
Op

"Rødder i nord og syd" er blevet anmeldt i 2 grønlandske aviser "Sermitsiaq" og "Atuagagdliutit" (Grønlandsposten), i "Christianshavneren", i "Noter" og i "Gymnasieskolen".

Anmeldelserne kan ses her - først i den originale avisudgave og efterfølgende i en mere læsevenlig udgave, (der som bekendt via Googles oversættelsesmaskine kan oversættes til alverdens sprog):

Sermitsiaq, 7. marts 2008:

 

"To bryllupper - en skæbne"

Lensa Gjedde Olsen har rødder i både Dansk Vestindien og Grønland

Af Kurt Kristensen

I 1913 blev to unge par gift i hver sin danske koloni.

De to par lærte aldrig hinanden at kende, men mange år senere skulle de to familiers skæbner blive flettet sammen.

Det ene bryllup stod i Grønland, hvor kolonibestyrer og senere folketingsmedlem Frederik Lynge og Maaliannguaq Fly blev gift i Zions kirke i Ilulissat.

Det andet bryllup stod i Dansk Vestindien, hvor præsten Ejnar Olsen og Anna Mette Gjedde Olesen blev gift i Kingshill kirke på St. Croix.

Kærlighedens veje er som bekendt uransagelige.

39 år senere blev de to familier forenet, da Olsen-familiens søn Ole blev gift med Lynge-familiens datter Julie den 9. marts 1952 i Lyngby kirke i Danmark.

Deres datter, Lensa Gjedde Olsen, født 1955, har således rødder i nord og syd, og det er lige præcis titlen på hendes bog om to familier fra hver sin ende af en hastigt skrumpende kolonimagt Danmark.

Lønkamp - racekamp

Lensa Gjedde Olsen har lagt hovedvægten af sin beretning på Dansk Vestindien, hvor hun støtter sig til sin farfar, præsten fra St. Croix, som førte dagbog under opholdet på de danske tropeøer.

Et afgørende øjeblik i den danske koloni-historie var en omfattende strejke og lockout mellem de hvide plantageejere og de sorte landarbejdere på St. Croix i begyndelsen af 1916.

Det var ikke alene en lønkamp, for racemodsætningerne lurede lige under overfladen.

Som det fremgår af Ejnar Olsens dagbogsblade var tonen mellem de danske koloniherrer og de sorte landarbejdere hård og uforsonlig.

Selvfølgelig afspejlede det tidens ånd, men det var ikke en af Danmarks fineste stunder.

Året efter var det slut.

Danmark solgte de tre vestindiske øer til USA for 25 millioner dollars.

Til gengæld forblev Grønland så dansk ejendom.

Set i bagklogskabens klare lys kan man altid diskutere, om det var godt eller skidt for de tre samfund Dansk Vestindien, Grønland og Danmark, at historiens hjul drejede den vej, som den nu engang gjorde.

Lensa Gjedde Olsens fætter, politikeren og forfatteren Aqqaluk Lynge har sagt, at når det endelig skulle være, ja så var Grønland bedst tjent med Danmark som kolonimagt.

Han bygger blandt andet vurderingen på sine mangeårige erfaringer i ICC, hvor han på nærmeste hold har set resultatet af USA's, Canadas og Sovjetunionens massive indflydelse på oprindelige folk i deres del af Arktis.

Et brohoved

I begyndelsen af 1950'erne mødtes præstesønnen fra St. Croix, Ole Gjedde Olsen, og kolonibestyrerens datter fra Qullissat, Julie Lynge, så hinanden en søndag til dansemik i biografbygningen i kulminebyen på Disko-øen.

For øvrigt på Julies 20 års fødselsdag.

Ole og Julie blev gift, og deres fælles hjem nord for København blev i mange år et dansk/grønlandsk samlingssted.

Ole Gjedde Olsen gjorde karriere i GTO, senere Nunatek, mens Julie var aktiv i Grønlænderforeningen og i rådgivningen Pôk.

Lensa Gjedde Olsen troede som barn, at hun var i familie med hele Grønland.

Ikke mindst når Grønlænderforeningen holdt juletræsfester i Borgernes Hus i København, hvor mormoderen, Frederik Lynges enke Maaliannguaq, kaldet Anaro, tronede på en stol, mens den ene grønlænder efter den anden kom hen og hilste på.

Det var gevaldige juletræsfester, hvor det vakte opmærksomhed, når stærke grønlandske mænd bar den polioramte kunstner Lauritz Jessen og hans rullestol op af trapperne, og når politiet kom ind i salen og spurgte efter en grønlænder, som var efterlyst...

Lensa Gjedde Olsens bog er en flot blanding af kærlige familieminder og knivskarp socialrealisme fra en ikke så fjern kolonitid.

------------------------------------------------------------------------------------------------

Atuagagdliutit, den 22. maj 2008:

 

"En kolonihistorie"

Af Hans A. Lynge

Med fare for at blive beskyldt for nepotisme kan jeg ikke lade være med at omtale min kusine Lensa Gjedde Olsens bog om sine rødder på sin fars og til dels på sin mors side. Den har nogle oplysninger, som kan danne grundlag for forståelsen af forskellige koloniformer, som Danmark har udøvet nogle steder på kloden.

Lensa har fundet gamle breve i nogle kasser i kælderen i deres hus. De viste sig at være en guldgrube for en nysgerrig efterkommer af pastor Ejnar Olsen.

Kasserne indeholdt historier om mennesker, der har arbejdet på De vestindiske Øer og ikke mindst har oplevet landarbejdernes opstand og strejke, der senere førte til salget af øerne til USA.

Pastor Ejnar Olsen, Lensas farfar, læste til præst og efter endt eksamen flyttede han til St. Croix i Vestindien i Caribien. Her traf han en formuende ung kvinde Anna Mette, der holdt ferie hos nogle slægtninge.

De blev gift og boede der indtil Ejnar Olsen blev bevilget orlov fra sit embede i 1916, men allerede 1917 solgte den danske stat øerne til USA.

Ejnar og Anna Mette vendte aldrig tilbage til øerne men bosatte sig på en dansk ø, Bornholm.

Her blev Lensas far Ole født.

Ole uddannede sig til civilingeniør og rejste til en anden koloni, Grønland. Her forelskede han sig hovedkuls i en ung pige på 19 år.

Ole arbejdede for Grønland hele sit liv, først nogle år i Qullissat og derefter i den nu hedengangne Grønlands Tekniske Organisation.

En anderledes koloniform

Min kusine fortæller meget om Ejnar Olsens virke på St. Croix. Mellem linierne kan man fornemme en anden slags koloniform - en anden form end dén, den danske stat udøvede over for Grønland.

Det har været tilladt for mennesker i Danmark at investere i jord og anlægge plantager på øerne. Den store strejke, der førte til salget af øerne, var begrundet i meget dårlige forhold for landarbejderne, som med ussel løn fristede tilværelsen med dårlig eller ingen uddannelse, samt med megen misbrug af stærke drikke.

Det blev farligt for de danske kolonialister under strejken og forfatteren øser af Ejnar Olsens dagbog, hvor han har beskrevet situationen fra nærmeste hold.

Den koloniform, hvor man kunne investere i jord, kendes ikke i Grønland. Grønlænderne under kolonitiden er aldrig blevet landarbejdere. De danske konger valgte at lukke Grønland for omverdenen og monopoliserede handelen.

De grønlandske fangere skulle sælge deres varer i form af fortrinsvis spæk og skind til monopolet. Nogle varegrupper, som drikkevarer, blev forbudt at sælge til grønlænderne.

Da befolkningerne på De vestindiske Øer blev spurgt om deres mening med hensyn til salg af øerne til USA, var der stor tilslutning til dette.

Der er forskel på opfattelsen af Danmark som kolonimagt; De vestindiske Øer blev solgt i 1917, Island løsrev sig under den anden verdenskrig, Færøerne fik hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979.

Lensa Gjedde Olsen har skrevet en til tider morsom og til tider tankevækkende bog. Hendes beskrivelse af Grønland under Den anden Verdenskrig er noget rosenrød, mens beskrivelserne af begivenheder omkring salget af De vestindiske Øer er informativ, da de indeholder oplevelser, som mennesker, der vitterligt levede under begivenhederne, giver liv.

Dette gør bogen interessant for en større kreds end den snævre familie Gjedde Olsen og den Nordgrønlandske Lynge-slægt.

------------------------------------------------------------------------------------------------

Christianshavneren nr. 2/marts 2008

"

Af Anvar Tollan

Forfatteren lektor, cand. mag. Lensa Gjedde Olsen, f.1955, har 15. februar udgivet bogen "Rødder i nord og syd" på Internetforlaget www.underskoven.dk

Da avisens deadline var 16. februar, er det blevet til en kortere omtale her i første omgang, meget mere til april. Det er både en spændende historie, forfatterens slægtshistorie i mange led - fordelt på Dansk Vestindien og Grønland - og et vigtigt lille indslag i og supplement til Danmarks kolonihistorie. Vigtigt og værdifuldt, fordi det er skrevet med følelse og kærlighed - parret med en enorm faglig indsigt og viden.

Vi følger forfatterens farfar pastor Ejnar Olsen i arbejdet med hans menighed på den danske koloni St. Croix, indtil han ved salget af øerne til USA i 1917 blev afskediget som "tjenestemand med nåde". I næste generation rejser sønnen Ole til den nordlige koloni Grønland som udsendt ingeniør. Her gifter han sig - med sin Julie - ind i en grønlandsk slægt, som var tæt på kolonihistorien, i det svigerfaderen Frederik Lynge nemlig var aktiv i afviklingen af det danske kolonistyre, da Grønland 1953 blev indlemmet som en del af kongeriget Danmark.

Lensa Gjedde Olsens barndomshjem i en forstad nord for København blev et brohoved i Danmark for Julies slægt og venner. Samtidig lå familiens vestindiske minder pakket i nogle kasser i kælderen, men er med bogen her - efter 80 år - med til at kaste mere lys over afviklingen af det danske koloniherredømme i Grønland og på De vestindiske Øer.

Christianshavn rummer som bekendt et utal af minder om kolonitiden - også nulevende personer, som f.eks. forfatterens grønlandske onkel Akata (Mikael Lynge), nu pensioneret sømand, bosat i Bådsmandsstræde. Han er søn af ovennævnte Frederik Lynge, som i 1954 i FN i New York sammen med Avgo Lynge skrev under på Grønlands ophør som koloni.

Der er på s. 132 i bogen en herlig familie-anekdote. Akata var under et besøg i Sydkorea i 60erne sammen med flere danske søfolk inde på en bar, hvor de skiftedes til at give omgange, og da det var hans tur til at betale, var prisen pludselig kun det halve, altså lokal pris. Det skyldtes lige godt et "etnisk fællesskab" mange tusinde år gammelt, at han lignede en koreaner!

Frederik Lynge døde i 1957, som "en af Grønlands store sønner", og nåede ikke at opleve de store forandringer i det grønlandske fangersamfund gennem 1960erne. Men hans formaninger om at være stolt af sin etniske oprindelse gav ny mening, for de unge grønlændere, der oplevede det voldsomme kultursammenstød, som blandt andet resulterede i politiske festivaler som Aussivik fra 1976 og dannelsen af et nyt parti Attaqaitit.

Den "lille" bog på hele 147 sider afsluttes med 5 nyttige sider Kilder og litteratur. Og mere om den i næste udgave af Christianshavneren, april 2008.

Ikke immaqa, måske - men helt bestemt.

----------------------------------------------------------------------------------------

Historielærerforeningens medlemsblad "Noter"

Anmeldelse i Noter, nr. 177, juni 2008. Medlemsblad for Historielærerforeningen for gymnasiet og HF.

Kolonial familiekrønike

Bogen er grundlæggende et genealogisk studie. Det kan umiddelbart lyde som et meget individuelt projekt, der nemt kan forfalde til familiære anekdoter som kunne synes uinteressante for andre end de berørte familiemedlemmer. Det skal med det samme siges at det ingenlunde er tilfældet her! Derimod præsenteres vi for et stykke dansk kolonihistorie, der præsenteres via forf. familiemedlemmer, der spillede en fremtrædende rolle omkring overgivelsen af de Dansk Vestindiske Øer til USA i 1917. Der er med andre ord tale om en fremstilling af den lille historie som den afspejles gennem den større. Og lad det være sagt med det samme: det er rigtigt spændende at følge de samtidige aktører gennem deres dagbogsnotater og breve i en meget turbulent tid for det nuværende Virgin Islands.

Som bogens titel antyder, er udgangspunktet kolonihistorie i både nord (: Grønland, hvor forf. også har familiære rødder) og syd (: Virgin Islands) og det kunne have været spændende med en sammenligning mellem de 2 sidste danske kolonier – men det bliver ved syden. Der er meget få sider om Grønland, hvoraf de fleste er personlige erindringer fra forf. barndom.

Derimod er der rigtigt meget og interessant at komme efter fra Dansk Vestindien. Fremstillingen er hovedsagelig bygget op omkring de private breve og dagbogsoptegnelser fra forf. familie, der arbejdede som præstepar lige før salget til USA. Citaterne fra præstens dagbog fremviser et interessant billede af synet på de sorte, der i hans optik betragtedes som ”store børn”. Dette syn stilles på prøve både for præsten – men i særdeleshed for resten af den danske koloni - i forbindelse med generalstrejken i 1916 anført af Hamilton Jackson, der kan ses som eksponent for en ny sort bevidsthed med krav om bedre løn og levevilkår.

Den danske præst oplever med gru de sortes nød og elendighed udstillet da de sorte landarbejdere sættes ud af deres huse af plantageejerne i forbindelse med konflikten for en højere løn som de kunne leve af. En del af lønnen ”udbetaltes” som bolig. Han oplevede en sand folkevandring i nød og elendighed da landarbejderne vandrede ind mod byerne med deres få ejendele. Samtidig splittes danskerne i deres synspunkter på konflikten – skulle man hjælpe de nødlidende eller holde fast i de herskende koloniale synspunkter og lade de strejkende og lock-out’tede sejle deres egen sø. Det danske gouvernement reagerede med total ligegyldighed på elendigheden (hvilket resulterede i guvernørens afskedigelse efter konfliktens ophør). Samtidig lå krigsskibet Valkyrien ved øerne som et meget kontant symbol på den danske kolonimagt (der på samme tid havde gang i forhandlingerne med USA om at sælge øerne!).

Disse og flere elementer eksponeres i bogen gennem personlige breve og dagbøger - og her er meget at komme efter – også til undervisningsbrug og for opgaveskrivere. Eksempelvis kaldes den danske indsats s. 93 ”… en skandale for Danmark…”.

Bogen er ikke en undervisningsbog til en klassegennemgang men uddrag fra brevene kan sagtens bruges som kildemateriale i et forløb om dansk kolonihistorie, er rasende interessant og kan som sådan anbefales på det varmeste.

Peder Wiben

------------------------------------------------------------------------------------------------

Anmeldelse i "Gymnasieskolen" med efterfølgende debat:

25. marts 2008

Historie

Biografisk historie

Det er fredag den 21. januar 1916. Stedet er Danmarks vestindiske koloni St. Croix. En landarbejderstrejke er netop brudt ud, og mens spændingerne mellem den sorte og hvide befolkning tager til, følger vi situationen på nærmeste hold gennem forfatterens farfar, pastor Ejnar Olsens efterladte breve og dagbøger.

»Rødder i nord og syd« af Lensa Gjedde Olsen giver et sjældent indblik i en del af den danske historie, som er mærkeligt underbelyst. Det taler til bogens fordel, at den går helt tæt på de enkelte begivenheder. Landarbejderstrejken kan man således næsten følge dag for dag, og man får en klar fornemmelse af, at det var tæt på, at det udviklede sig til en regulær væbnet konflikt. Sådan gik det jo ikke, for året efter, i 1917, solgte Danmark som bekendt De vestindiske Øer til USA.

Bogen består grundlæggende af to dele. I den ene del, som klart er den længste og den, som står stærkest, følger vi Ejnar og Anna Mette på St. Croix. I den anden del følger vi deres søn Ole, som drog til en anden dansk koloni, Grønland, for senere at vende hjem til Danmark og bosætte sig med sin grønlandske kone, Julie. Fra forfatterens side virker det muligvis oplagt at kæde de to historier sammen, men når man læser det i praksis, giver det mindre mening. Problemet er helt grundlæggende, at det er svært at se, hvilken genre bogen egentlig forsøger at placere sig i. Det vil jeg uddybe i det følgende.

Forfatter eller fortæller?

Med det forhold, som forfatteren har til sit emne og sine kilder, er det klart, at det kan være svært at holde sig ude af fortællingen. Det bliver heller ikke forsøgt, hvilket er helt tydeligt både i første afsnit, hvor der bl.a. står, at »Min mormor og morfar var grønlændere« (s. 7), og i afslutningen, hvor hun f.eks. omtaler huset som »Mit barndomshjem« (s.135). Denne (selv)biografiske indgangsvinkel ville sådan set fungere fint, hvis den var konsekvent gennemført. Men det er den ikke. I stedet lægger hele første del sig i langt højere grad op ad en historietradition med et væld af citater fra breve og dagbøger. Det virker på den ene side malplaceret i en (selv)biografi at dokumentere sine udsagn, som om nogen skulle så tvivl om dem. På den anden side er notehenvisninger helt fraværende, så læseren alligevel ingen mulighed har for at gå beretningen ordentligt efter i bedene.

Med anden del forholder det sig lige omvendt. Her er citater stort set fraværende, sandsynligvis fordi kildematerialet til denne del har været mere sparsomt, hvad længden også vidner om. Til gengæld får man i højere grad et nærbillede af familielivet, bl.a. fordi forfatteren jo selv var en del af det og derfor blander egne erindringer med klip fra gæstebøger og breve.

Det er således med en vis uvilje, at jeg må konstatere, at selvom emnet vel næsten ikke bliver mere relevant, så er »Rødder i nord og syd« så hæmmet af sin opbygning, at den i hvert fald er et blandet bekendtskab.

Sune Weile

------------------------------------

Gymnasieskolen nr. 8, 2008

"Uambitiøse anmeldelser"

I Gymnasieskolen den 28/2, (nr. 4, 2008) og i Web-udgaven den 25/3- 2008 bliver vore bøger anmeldt.

Bøgerne Hooligan – I’m fuckin’ loving it! og Rødder i nord og syd falder ikke i anmeldernes smag, og da det ligner en trend, hvor begge anmeldelser tager afsæt i ”dumsmarte vinkler” frem for at informere læserne om bøgernes hovedproblemstillinger, har vi denne kommentar.

Anmelderen af Hooligan! bryder sig ikke om bogens titel. Titlen er ”problematisk” og ”et engelsk forlag ville nok stoppe denne bogs titel”, skriver anmelderen.

 Korrekt.

”Fuck” er et grimt ord.

Det er forfatterne (Bundgaard og Skov) helt på det rene med, og hensigten med titlen er at provokere og indfange interessen blandt de senmoderne unge, der i deres kulturelt frisatte rodløshed dyrker den individualiserede zapperkultur.

Bogen giver samtidig eleverne en indsigt i, hvorfor det ikke kun er marginaliserede grupper, der søger deres identitet i stammelignende ”dem-og-os” fællesskaber.

I forhold til Rødder er det derimod de skiftende genrer, der falder anmelderen i øjnene, og bogen passer ikke ind i anmelderens ”genreskabelon”, hvorfor den er ”hæmmet af sin opbygning”.

Korrekt.

Genremæssigt set er bogen ikke ren. Bogen benytter sig af hele 4 forskellige genrer, og det er et bevidst valg fra forfatterens (Olsens) side.

Bogen henvender sig bredt - fra den 18-årige gymnasieelev til den 80 årige pensionist, der ønsker at få indsigt i og reflektere over spørgsmålet om kulturel mangfoldighed set i et kolonihistorisk perspektiv. Den personlige vinkel blandes med den danske kolonihistorie, idet forfatterens bedstefædre i henholdsvis Grønland og på De vestindiske Øer kom tæt på kolonihistorien.

Frederik Lynge (forfatterens morfar) var som grønlandsk ”kolonial undersåt” med til at afvikle kolonisystemet på Grønland, mens Ejnar Olsen (forfatterens farfar) blev indkaldt som vidne for Rigsdagen for at formidle sine indtryk som hjælpepræst fra livet på St. Croix i årene 1912-16.

Nu er gymnasielærere jo ikke dummere end man gør dem til. Men forestil jer følgende scenarier:

Et lærerteam holder møde om et AT-forløb i en 1.G. klasse. Der skal findes et tværfagligt undervisningsforløb i engelsk og samfundsfag. Emnet Hooliganisme bringes på banen. Der findes en bog om emnet, hvor begge fag indgår. Bogen opdaterer den seneste sociologiske teori med Michel Maffesolis teori om ”neo-tribale fællesskaber” eller ”neostammer”, og bogen analyserer, hvordan det britiske samfund med loven The Football Disorder Act fra 2000 har forsøgt at håndtere hooliganismen gennem stadig strengere straffe frem for at investere i uddannelsessektoren.

”Jamen bogen fik en dårlig anmeldelse”.

Hvorfor?

”Fordi anmelderen ikke kunne lide bogens titel, og fordi ordet fascination var stavet forkert”.

Eller forestil dette scenarium: En elev ønsker at skrive studieretningsprojekt og tænder på danskernes syn på andre racer og kulturer under kolonitiden. Der findes en bog med førstehåndsindtryk fra livet under kolonitiden på St. Croix, og bogen kan inspirere yderligere med sit 5 siders kilde- og litteraturgrundlag lige fra interviews og arkivalier til historiske oversigtsværker, hvor der bl.a. henvises til materiale om den store landarbejderstrejke, der med arbejderlederen David Hamilton Jackson som omdrejningspunkt, var et yndet (speciale)emne blandt historiestuderende tilbage i 1970’erne.

”Jamen bogen fik en (halv)dårlig anmeldelse.”

Hvorfor?

”Fordi bogen ikke passede ind i anmelderens genreskabelon”.

Vi synes, det er helt i orden, at en anmelder ikke kan lide ens bog. Det må man som forfatter lære at leve med.

Det er også i orden, at en anmelder fokuserer på titler og genreskabeloner.

Men Gymnasieskolen svigter sit ansvar, når læseren (læs brugeren) ikke får et reelt indtryk af en bogs centrale problemstillinger og dens anvendelsesmuligheder.

For dig der føler dig svigtet af Gymnasieskolens lave ambitionsniveau. Se videre på www.forlagetcolumbus.dk og www.lensa.dk

Richard Bundsgaard, Oliver Skov og Lensa Gjedde Olsen

----------------------------

Svar til lærebogsforfatterne, Gymnasieskolen, Blad-nr.: 08/2008

Tillad mig at gøre opmærksom på, at jeg i min anmeldelse ikke tog stilling til hele bogen, kun til mit arbejdsfelt – engelsk. Andet ville være useriøst.

Det står jer frit for at kalde min vinkel dumsmart – men hvis en bog har en direkte ubehagelig titel, og teksten ydermere er præget af mangelfuld glosering og forkert stavning, så vil jeg gerne se den gymnasielærer, der ikke er stået af, og gået videre til et andet af de mange tilbud, vi præsenteres for.

Ret dog de fejl, og lad så være med at pylre ...

Marianne Sejersen

I en kommentar til min anmeldelse af »Rødder i Nord og Syd« kritiserer bogens forfatter Lensa Gjedde Olsen mig for, at jeg forholder mig ensidigt til materialet. Ifølge hende er der fx en naturlig forklaring på, at bogen blander fire forskellige genrer, nemlig at den henvender sig bredt »fra den 18-årige gymnasieelev til den 80-årige pensionist.« Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være et argument for at gøre bogen svært tilgængelig ved at gøre den rodet og kaotisk. Man skulle tro, at det modsatte ville være at foretrække, det ville om ikke andet så i hvert fald øge formidlingsværdien.

Derfor argumenterer jeg også i min anmeldelse for, at forfatteren med fordel burde have besluttet sig for enten at skrive en selvbiografi eller en historisk fremstilling om emnet, for jeg regner med, at forfatteren vil give mig ret i, at det er vidt forskellige krav, der stilles til de to. Hvis forfatteren havde valgt at skrive en historisk fremstilling, ville det være naturligt med langt flere analytiske og diskuterende afsnit, som ville være relevant for eksempel i afsnittet om landarbejderstrejken, og som kunne have uddybet emnet væsentligt.

Endvidere mener forfatteren, at jeg i stedet burde fokusere på anvendelsesværdien af materialet, og giver selv som eksempel, at den med fordel kan anvendes til et studieretningsprojekt. Jeg er enig i, at det ville være oplagt at arbejde med emnet, men jeg mener samtidig, at bogen ville volde de fleste gymnasieelever problemer, fordi der jo netop ikke løbende henvises til den litteratur, der er anvendt. Så kan det sagtens være, at en fem sider lang litteraturliste er relevant, men hvis eleven ikke kan orientere sig i den ud fra selve fremstillingen, mener jeg, det er problematisk. Og når nu litteraturlisten er i spil, bør det da nævnes, at den selv for en akademiker er ret svær at orientere sig i, fordi den ikke overholder de mest basale krav om fx alfabetisk opstilling, forlag og årstal.

Til gengæld gør jeg i min anmeldelse opmærksom på, at bogen netop rammer et ømt punkt i historieforskningen og derfor i sig selv er et vigtigt bidrag. Men et interessant emne er altså ikke nok alene.

At Gymnasieskolens ambitionsniveau derfor skulle være lavt, fordi vi tager hele bogen i betragtning frem for blot det behandlede emne, mener jeg er direkte absurd. Men ønsker man en ukritisk vurdering af bogen, vil jeg, som Olsen selv foreslår, anbefale at besøge forfatterens hjemmeside.

Sune Weile

---------------------------------------------

Tilbage til top