Startside Op Foredrag Kilder

 

Startside
Op

Historisk baggrund om sukker- og slavehandelens historiske betydning for Danmark i 1700-tallet

Peter Sukkertop

I 1700-tallet spillede sukkerdyrkningen på De vestindiske Øer en afgørende rolle for Danmarks økonomi. Sukkeret blev udvundet af sukkerrør og transporteret hjem til Danmark om efteråret, hvor det blev solgt på auktioner i Vestindisk Pakhus og herefter raffineret.

I 1755 blev erhvervsgrenen ”sukkerraffinaderi” betegnet som Københavns vigtigste industrierhverv. Sukkerets betydning for byens udvikling kan sammenlignes med sildefiskeriets betydning for middelalderens København. I 1770 fandtes der 15 raffinaderier i København og 9 spredt ude omkring i provinsen.

Det var en lukrativ branche på et ekspanderende marked. I årene fra 1764 til 1780 fordobledes sukkerprisen på verdensmarkedet. Der skulle sukker i kaffen, sukker i teen, og nu var det ikke længere forbeholdt den europæiske overklasse at producere syltetøj af årstidens frugter.

I 1700-tallet udgjorde den danske sukkereksport ca. 40 % af landets eksport kulminerende i 1780, hvor det raffinerede sukker udgjorde halvdelen af landets eksport. Sukkereventyret i Dansk-Vestindien dannede baggrund for den florissante periode, hvor paladser og kultur blomstrede op i Helstaten Danmark.

Det velkendte børnerim:

”Hvem er det der banker?

Det er Peter Anker.

Hvem er det der lukker op?

Det er Peter Sukkertop”

afspejler et stykke dansk handelskolonihistorie.

Sukkermølleruin

”Peter Anker der banker” var guvernør på Trankebar i Sydindien i årene 1788-1806. Han sikrede indhandlingen af kattunstoffer, salpeter og krydderier til de danske hjem.

”Peter Sukkertop” er ifølge historikeren Niels Jonassen generalguvernøren over De Dansk-Vestindiske Øer Peter von Scholten.

Peter von Scholten er gået ind i Danmarkshistorien som den mand, der på egen hånd midt under en slaveopstand - men dog 15 år efter Storbritanniens ophævelse af slaveriet - proklamerede de Dansk-Vestindiske slavers frigørelse den 3. juli 1848[1].

Danmarks daværende konge Christian 8. var indstillet på at afvikle slaveriet på sigt. Året forinden havde kongen taget skridt til at begrænse slaveriet ved at give børn født af ufrie efter den 28. juli 1847 deres frihed ved fødselen, og kongen forestillede sig, at slaveriet kunne afvikles gradvist over en 12 års periode for alle ufrie under den danske krone.

På trods af disse tiltag blev Peter von Scholtens egenhændige skridt opfattet som utilstedeligt. Von Scholten blev som en anden syndebuk kaldt hjem til moderlandet for i Enevældens Danmark at blive retsforfulgt, fyret på gråt papir fra sin generalguvernørpost, frataget sin pension og dømt til at betale hele sagens omkostninger.

Von Scholten appellerede sagen, blev frifundet af Højesteret i 1852 og genvandt retten til pension. Men der skulle dog gå nogle generationer, før Peter von Scholten blev en af ”Danmarks store mænd”, for i døden at kunne overgå såvel H. C. Andersen som Søren Kirkegård med et mere imponerende gravmæle på Assistentkirkegården på Kapelvej på Nørrebro.

 

Trekantshandelen

Sukkereventyret indgik i den historiske trekantshandel, hvor mere end 15[2] millioner afrikanere over en tre hundredårs periode blev flyttet fra et kontinent til et andet for at forsyne de europæiske hjem med tobak, bomuld og sukker.

Europæiske slavekaptajner fragtede hovedsagelig våben og brændevin til de afrikanske stammehøvdinge på bl.a. Guinea-kysten, hvor høvdinge som kongen af Ashianti solgte indfangne unge mænd og kvinder, som i deres bedste alder måtte lide den tort, at blive lagt i lænker og transporteret over Atlanten for at henslæbe livet som plantageslaver.

Portugal havde fra omkring år 1450 haft europæisk monopol på handelen med afrikanske slaver. Men med osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 påbegyndtes den historiske epoke med europæisk ekspansion. Arabernes pyrrhussejr, hvor de i første omgang fik fortrængt europæerne fra handelen med krydderier og silke over land, betød det endegyldige vendepunkt for den arabiske dominans. Efter Konstantinopels fald kom der for alvor kom gang i den portugisiske og spanske udforskning af søvejen til Indien og Østen – et kapløb portugiserne vandt i første runde med Vasco da Gamas rejse til Indien rundt om Afrika i 1498.

Startskuddet på plantageslaveriets historiske comeback blev i forlængelse heraf indledt med Columbus’ epokegørende opdagelse af søvejen til ”Indien” alias Amerika i 1492 og med portugisernes kolonisering af Brasilien i 1500.

Med det stigende behov for arbejdskraft til plantagerne i ”Den ny verden” fulgte spanierne i portugisernes fodspor som slavehandelsnation, og ved slutningen af det 17’ende århundrede var slavehandelen blevet en international ”fri-for-alle” beskæftigelse. Danmark tog aktivt del i handelen såvel i statsligt som i privat regi, ikke mindst når de dominerende europæiske stormagter var oppe at toppes indbyrdes.

Danmark bidrog med at fragte ca. 100.000[3] slaver over Atlanten fordelt på 333 sejladser. Da der for hver transporteret slave gik to afrikanere til grunde under henholdsvis indfangningen og under transporten, betød det, at Danmark, som Thorkild Hansen formulerer det, ”var ansvarlig for 300.000 sjæle under den danske indsats i Afrika”.

Men alting får en ende, og Danmark kan prise sig lykkelig over at være den første nation, der stoppede selve slavehandelen. Således forbød kronprins Frederik (den senere Frederik 6.) og finansminister Ernst Schimmelmann - der ironisk nok selv som Danmarks daværende rigeste mand havde profiteret på alle led i trekantshandelen - handelen med slaver fra Guinea til Vestindien i 1792 gældende fra 10 år frem.

Forordningen af 16. marts 1792 fik P. A. Heiberg til at hylde kronprins Frederik med følgende ord:

”Tankens, bondens, negerens lænke han med ædel kækhed brød.”

 

Afrika som slavekontinent

Det lå ikke fra starten i kortene, at det var afrikanere, der skulle henslæbe livet som markslaver på tropeøerne.

Da guvernør Jørgen Iversen Dyppel gjorde sit første alvorlige koloniseringsforsøg i 1671 på St. Thomas medbragte han fra Danmark udover skibsbesætningen 116 fattige mænd og kvinder - de såkaldte servinger, samt 62 udvalgte straffefanger og prostituerede. I Bergen stak mange af straffefangerne og servingerne af, og Iversen måtte i tugthuset for at supplere sit mandskab.

På rejsen over Atlanterhavet døde 77 af skibets 190 passagerer, deriblandt præsten Kjeld Jensen. Skørbug og gul feber tog sin del og et år efter afrejsen var der kun 29 mennesker tilbage på St. Thomas ud af de 200, der i sin tid forlod København og Bergen. I foråret 1673 nåede ”Pelikanen” frem med friske folk, men af de 67 mennesker, der havde forladt København med skibet, var de 60 døde fire måneder efter ankomsten. Halvandet år senere lykkedes det at overtale 58 nye mennesker at tage med ”Havmanden”, men efter seks måneder var over halvdelen døde.

I mellemtiden tog Iversen skridt fra at bruge danske fattiglemmer og kriminelle til at indkøbe slaver.

Guvernør Jørgen Iversen Dyppel købte de første 9 slaver af en planter, og startede dermed det vestindiske slaveri i officielt dansk regi i det herrens år 1672. Disse 9 mennesker: en mulat, to indianere og seks sorte blev de første danske slaver i Dansk Vestindien, der dengang kun bestod af de to mindste øer St. Thomas og St. Jan. Navnene på de første 9 slaver er ukendte. Modsat den katolske kirke, der døbte alle slaver og gav dem spanske eller portugisiske navne, blev de danske slaver ikke døbt dengang. Thorkild Hansen beskriver i Slavernes Øer, hvordan det første tiltag førte til den danske trekantshandel:

”Ni slaver forslog ikke meget som erstatning for de snesevis af servinger og straffefanger, der døde under arbejdet med at rydde skov, men året efter kom ”Cornelia” som det første danske slaveskib direkte fra Guinea til St. Thomas med 103 afrikanere om bord. Her lå den rigtige løsning. Iversen skrev hjem og bad om flere skibe fra Afrika.

Thi det er negre, som enhver mest råber efter, sagde han.

Jens Juel forstod ham, lagde handelen på Guinea og Vestindien sammen og oprettede trekantsruten.”

Afrikas skæbne var, at Afrika dengang var et slavekontinent, hvor slaveriet var legitimt. Desuden kunne afrikanerne klare tropesygdommene bedre end europæerne.

Skibsjournaler fra slaveskibet Fredensborg, der sank ved Norges kyst, viser en markant højere dødsrate blandt skibets besætning end blandt slaverne på turen over Atlanterhavet til trods for, at slaverne var stuvet tættere sammen. Således lå dødsraten for besætningen på 37,5 %, mens den for slaverne lå på 11 %.

At slavehandel var en legitim beskæftigelse i Afrika, gjorde det nemt og bekvemt for europæerne at opkøbe afrikanske slaver, og epoken med den transatlantiske slavehandel blev skæbnesvanger for Afrika. Den dag i dag er Afrika som klodens eneste kontinent ikke integreret i vor tids økonomiske globalisering.

I 1700-tallet udgjorde den afrikanske befolkning ca. 30 % af jordens befolkning. I 1900 var tallet reduceret til 10 %.

Internt i Afrika var Congo storleverandøren af slaver. Placeres en hånd med tre fingre på Congo kan de tre fingre hver repræsentere sin slaverute. En rute gik mod øst, en mod nord og en mod vest. Hele afrikanske samfund brød sammen pga. slavehandelen. Ifølge historikeren Ole Justesen kan Afrika på grund af slaveeksporten endnu ikke betegnes som et kapitalistisk samfund, men må stadig karakteriseres som et økonomisk og politisk tilbagestående kontinent.

Slaveeksporten forråede de afrikanske samfund. Thorkild Hansen beskriver i Slavernes kyst hvordan ”årsagshjulet” førte til, at en høvding måtte have stadig flere våben for selv at undgå at blive slave. Ligesom behovet for brændevin steg. Thorkild Hansen citerer til slavehandler Ludewig Ferdinand Rømer, som fortæller, ”at hvert skib fra Danmark medbragte 30-40.000 potter brændevin, og at der på hans tid levede en negerhøvding, der med sit hof årligt drak over tusinde slaver op.”

Overalt hvor slavehandelen blomstrede op, førte det til stærke høvdinger og til etableringen af teokratiske terrorregimer,  hvor der udspandt sig årlige rædselsscener som i Benin, hvor kasserede slaver ofredes i tusindvis under religiøse ritualer.

Selv om det var sukkerhandelen og ikke slavehandelen, der skabte de store profitter, anfører Eric Williams i bogen From Columbus to Castro. The history of the Carribean 1492-1969, at Det Dansk Vestindiske Kompagni i 1724 havde en forrentning på 28 % på slaveimporten, i 1725 lå forrentningen på 30 % og i 1754 var forrentningen helt oppe på 50 % .

En af det attende århundredes driftige handlende fastslog ifølge Williams, at af alle de steder han havde levet: England, Irland, Amerika, Portugal, Vestindien, Cap Verde Øerne, Azorerne og Afrika, der var det i Afrika, mulighederne lå for at tjene den hurtige formue.

 

Sukkerroen

Med Peter von Scholtens visionære skridt i juli 1848 havde de Dansk-Vestindiske slaver endegyldigt fået deres frihed. Selvom von Scholten havde handlet på egen hånd, omstødte det unge konstitutionelle Monarki med Frederik 7. og det nye tokammersystem Rigsdagen i spidsen ikke emancipationen.

Rent juridisk blev lovgivningen i Dansk-Vestindien justeret i forhold til dansk lovgivning. Således skriver Johan Hvidtfeldt i forordet til arkivaliebibliografien Koloniernes Centralbestyrelse om juraen på De vestindiske Øer:

”Efter slaveemancipationen i 1848 byggedes det sociale system på bestemmelser, der svarede til den danske lovgivning om tyendeforhold, løsgængeri m.m. Racediskriminerende retsregler forekom ikke og lovsproget kendte ikke til udtrykkene ’neger’ eller ’farvet’”.

Frigivelsen af slaverne resulterede imidlertid i, at det dyrkede sukkerareal skrumpede ind til en tiendedel af, hvad det tidligere havde været, og sukkerdyrkningen ophørte helt på St. Jan og St. Thomas. Men det var ikke kun frigørelsen af slaverne, der førte til afslutningen på sukkereventyret. Sukkerroens indtog på verdensmarkedet betød, at sukkerrørene blev udsat for en voldsom priskonkurrence, der på sigt førte til faldende sukkerpriser.

I Danmark var der tilbage i Napoleonstiden gjort forsøg på at udvinde sukker af sukkerroer på Langeland men uden større resultat.

I 1872 blev der imidlertid taget to initiativer, der førte til sukkerroens sejrsgang. Et initiativ i Odense, hvor Tietgen grundlagde det selskab, der senere blev til De danske Sukkerfabrikker, og et initiativ på Lolland hvor brødrene Frederiksen etablerede en sukkerfabrik.

Frederiksens fabrik gik hurtigt fallit og blev opkøbt af De danske Sukkerfabrikker. Men grundlaget var lagt for den ny produktion, der kom til at præge livet gennem flere generationer på Lolland, Falster, Møn, Sydsjælland, Fyn, dele af Vestsjælland og enkelte steder i det østlige Jylland. Piger fra Sverige og senere fra Polen blev hentet til landet som billig arbejdskraft.

I 1876 udgjorde det dyrkede sukkerareal 300 hektar , i 1912 var det steget til 32.000 hektar .

Der var ikke meget andelsbevægelse over den danske sukkerproduktion. Der blev ikke ”løftet i flok”, som da de danske bønder og husmænd gennem andelsmejerier og andelsslagterier omlagde det danske landbrug fra studehandel og hartkorn til eksport af flæsk og smør til de tyske og engelske markeder.

I vores nationale historiske bevidsthed er nederlaget i 1864 og bøndernes opdyrkning af den jyske hede blevet knyttet til forfatteren H. P. Holst’s berømte ord: ”For hvert et tab igen erstatning findes, hvad udad tabes, det må indad vindes”.

Men Holst’ ord, der blev indgraveret på en medalje, henviser ikke til Dalgas’ hedeopdyrkning. Ordene blev forfattet i anledning af den nordiske Industriudstilling i København 1872. Ordene henviser til det industrielle spring Danmark tog ud på verdensmarkedet fra 1870’erne og frem, hvor sukkerroeproduktionen udgjorde en del af det industrielle gennembrud.

Under sukkerproduktionen var det aktieselskaber, der anlagde fabrikkerne, og disse centraliserede selskaber indgik aftaler med landbrug om afsætning af sukkerroer. I 1913 blev der produceret 162 millioner kg. årligt, og da hjemmemarkedet opslugte de 112 millioner kg, var der 50 millioner kg. tilovers til eksport. Til sammenligning udgjorde sukkerudførslen fra St. Croix i 1913 kun 6 millioner kg., hvoraf de 5,5 millioner kg. eksporteredes til USA.

Århundreder før, da franskmændene stadig var i besiddelse af St. Croix, havde sukkeret endog indtaget pengenes rolle som almen ækvivalent. Erik J. Lawaetz beskriver således i bogen Emancipation, at et pound (ca. 454 gr.) ost kostede 4 pound sukker, at et par sko kostede 45- 60 pound sukker, at en hat afhængig af dens kvalitet stod i 40- 145 pound sukker, mens en ¼ gallon (ca. 1,136 liter ) brændevin kostede 8 pound sukker.

Da Ejnar og Anna-Mette ankom til De vestindiske Øer i løbet af 1912 var sukkereventyret for længst en svunden epoke og sukkerproduktionen uden større betydning.

Aktieselskabet ”Plantageselskabet Dansk Vestindien”, der blev etableret i 1902 i kølvandet på landstingets forkastelse af salgstraktaten, forsøgte som følge af de faldende sukkerindtægter at eksperimentere med dyrkning af andre afgrøder som bomuld, kassava, majs, kartofler, bananer, ananas, kakao, kokospalmer, lemon, sisal og tobak, ligesom selskabet forsøgte sig med forskellige typer af kvæg.

H. N. Andersens selskab Dansk Vestindiske Kompagni investerede i havneanlæg på St. Thomas med henblik på at drage fordel af Panamakanalen, men det selvsamme kanalbyggeri trak dog kvalificerede folk væk fra dansk Vestindien.

Der foretaget private investeringer en sukkerfabrik på plantagen Betlehem. Baron Jakob Lachmann, der stod bag investeringen i den nye ”mønstersukkerfabrik”  opkøbte ligeledes en række plantager, og ved hans død i 1909 blev Karl Lachmann direktør for sukkerfabrikken.

Fra år 1903 opkøbte Plantageskabet under ledelse af grosserer Holger Petersen plantager på alle tre øer og ejede således 4270 tønder land i 1916. Selskabet byggede ligeledes gode arbejderboliger og arbejdede bevidst på at styrke danske nationale interesser.

Kaptajn Holger Utke Ramsing, der sad i Plantageselskabets forretningsudvalg, fremførte således i sit vidneudsagn til Rigsdagskommissionen 1916, at selskabet hovedsageligt opkøbte plantager, hvor ejerne ikke var af dansk nationalitet. Kun en ejendom blev opkøbt af en dansk vestindisk ejer på St. Jan, og her blev den tidligere ejer ansat som forvalter på sin ejendom i selskabets tjeneste.

Plantageselskabets initiativer indgik i et forsøg på at skabe balance i kolonialkassernes budgetter. Landstingets forkastelse af salget af de dansk vestindiske øer i 1902, førte til et opsving i fortrinsvis private investeringer i den forsømte udkantskoloni. En Kommission nedsat i 1902 anbefalede bl.a. ændringer i beskatningsforholdene på øerne, afskaffelse af udførselstolden på sukker, nedlæggelse af en række koloniale embeder samt ændring af hærstyrken således af et gendarmerikorps erstattede hærstyrken.


[1] Harry A. Beatty skriver fejlagtigt i afsnittet ”The Origin of African Slaves in St. Croix, U.S.Virgin Islands”, at Danmark var det første land til at frigive slaverne med von Scholtens skridt. Beattys afsnit indgår i Erik J. Lawaetz’ bog St. Croix 500 Years. Pre-Columbus to 1990, men Lawaetz imødegår  selv fejlen i det han på p. 123 skriver, at ødelæggelsen af plantageslaveriet startede i de Sydamerikanske lande i perioden mellem 1821 til 1831, herefter fulgte briterne i 1833 og Danmark og Frankrig i 1848, mens der skulle en borgerkrig (1861-65) til før slaveriet blev forbudt i De Forenede Stater.

[2] Tallet svinger fra 10 til 25 mio. i forskellige historiske værker. Under alle omstændigheder er det verdenshistoriens største organiserede folkeflytning.

[3] Bernhard Bierlich, der har deltaget i et treårigt forskningsprojekt for det engelske Wellcome Trust om den europæiske slavehandel og dens medicinske historie, angiver tallet til 96.100 slaver fordelt på mindst 300 togter.

Baggrund

Foredrag

Kilder

Tilbage til top